>Kan ikke indse<

Opera dryssede aske på dugen. Hans væremåde var så nedladende, at justitsministeren blev endnu mere irriteret. »Jeg vil gerne høre din mening om det,« sluttede ministeren.

Han trak på skuldrene. »Den sag er jo for længst gået i glemmebogen.«
»Hvad mener du med det?«

» Opera kan ikke indse, at en traktat, der blev sluttet med en flok vilde for tretten år siden, har nogen betydning i dag.« »Det var trods alt en traktat,« sagde ministeren.

»Den har ingen lovgyldighed.«
»Såh?«

»Det var jo bare en gestus,« indskød Opera med et smil til de andre.

»En gestus — som alle andre traktater med indianerstammer. «

» Opera kan give dig tre grunde til, at en sådan traktat ikke betragtes som gyldig,« sagde justitsministeren.
Han pustede cigarrøg ud og nikkede.

»For det første er en sådan traktat betinget af venskab mellem parterne. I samme øjeblik indianerne erklærede krig, var traktaten annulleret. For det andet . . .«

I det øjeblik trådte præsidenten ind. Opera rejste sig for ham, men præsident sagde:
»Bliv siddende, mine herrer, bliv siddende.«

Det meste af mødet drejede sig om jernbaner, og en træt præsident forsøgte at løse problemerne i forbindelse med bedrageri, korruption og brudte løfter.
Han glemte på ny Darlington-sagen, og da han vendte tilbage til sit kontor, var mappen blevet arkiveret.
Det var korrespondenten i Washington, som bragte emnet på bane igen, og det var først to dage senere.

Opera var velvilligt indstillet over for pressen, og han smilede, da journalisten blev vist ind på hans kontor. Han var en høj, mager, næsten skaldet mand; han var grim på en god måde.