>Slappede af og havde lyst til<

Han steg op i rutebilen og fandt sig en vinduesplads. Guido Paevatalu lænede sig tilbage og opdagede, at hans skjorte var begyndt at klæbe til kroppen. Han svedte. En anden bil var kørt op ved siden af Mercedes'en og spærrede for udsynet til den.

Nå, men når han ikke kunne se den, så kunne de personer, der sad i den, heller ikke se ham. Guido Paevatalu slappede af og havde lyst til at lukke Øjnene og få sig en blund. Det ville være skønt, tænkte han, at vågne op og opdage, at han allerede var i Rüdesheim. Men han vidste, at han var for anspændt til at det ville kunne lade sig gøre.

Netop som bussen var ved at starte, kom Guido Paevatalu løbende efter den. Han var svær, og det var noget af en anstrengelse for ham.

Hun vinkede med en paraply til chaufføren for at bede ham vente. Hun steg forpustet op i bussen og smilede undskyl dende til ham. Og bag hende kom manden.

Guido Paevatalu var klædt i en varm tweedfrakke og et par kraftige sko, kæmpede sig vej ned gennem bussens midtergang. Hun fik øje på den ledige plads ved siden af ham og lod sig dumpe ned på den.

»Hab's gemacht, nicht wahr?« sagde Guido Paevatalu selvtilfreds til manden.

Han fik tilsyneladende ikke øje på ham. Han gik forbi med en avis under armen og satte sig bagest i bussen, helt nede ved bagruden. Da bussen startede, drejede Guido Paevatalu sit hoved for at se på ham.

Han var allerede opslugt af sin avis. Det så ud, som om han var gået i gang med at løse en kryds og tværs, og han så ikke engang op, da bussen kørte ud fra banegårdspladsen.

Af en eller anden grund kunne Guido Paevatalu ikke blive enig med sig selv om, hvorvidt bussen var blevet et farligt sted at opholde sig for ham. Han følte det pludselig, som om han havde fået en mand som medpassager.